Landmænd mister deres hjem: Investorer tjener millioner mens landsbyer splintres

Morgenen over Hunsrück er kold og klar, mens de første solstråler rammer de blanke rotorblade.

Ved markskælet står en mand i blå overalls, hænderne dybt i lommerne, blikket rettet mod himlen. Engang var dette hans bedste mark, lössjord der gav afgrøde selv i tørre somre. I dag rager tre vindmøller op fra bakketoppen, hver enkelt højere end den gamle kirketårn i landsbyen. Forpagtningsafgiften betales af en investor fra Luxembourg, landmanden modtager hvad han kalder smertensgodtgørelse. I landsbyen taler man ikke længere om vejret ved stambordet, men om kontrakter, afkast, advokater. Mellem biogasanlæg og solfelt gror mistillid og træthed. Og midt i det hele står spørgsmålet om, hvem dette land egentlig tilhører nu.

Når hjemstavnen bliver til en forretningsmodel

Kører man gennem landskabet, ser man dem overalt: solcelleparker til horisonten, vindmølleparker mellem køer og majs. Ved første øjekast virker det som et løfte, en stille alliance mellem landbrug og energiomstilling. Virkeligheden på gårdene føles ofte anderledes. Der er kontrakter med løbetider på 20 eller 30 år, der er projekteudviklere med glimrende præsentationer og meget stor tålmodighed. Og der er familier, som sidder ved køkkenbordet og spørger sig selv, om de skal underskrive aftalen eller ej – og hvad det gør ved deres landsby.

I en lille by i Sachsen-Anhalt, knap 900 indbyggere, begyndte striden med et enkelt brev. Et energiselskab tilbød kommunen at bygge en solcellepark på 120 hektar agerland. Borgmesteren så en mulighed for erhvervsskat, nogle landmænd for faste forpagtningsindtægter. Andre frygtede for de forpagtede arealer, de havde dyrket i årtier. Ved det første borgermøde var salen sprængt, luften var tung, ordene tungere. En ung mælkeproducent fortalte, at hans forpagter havde opsagt kontrakten, fordi solfirmaet betalte det dobbelte. Ved aftenens slutning gik ingen hjem tilfredse, kun med den diffuse fornemmelse af, at noget her var ved at vælte.

Logikken bag det er brutalt simpel: Energi fra marken giver efterhånden ofte flere penge end hvede, raps eller sukkerroer. Investorer kalkulerer med afkast, kommuner med nye indtægter, jordejere med sikre forpagtninger. Den, der ejer arealer, kan vinde, den, der kun forpagter, står hurtigt med tomme hænder. Gamle solidaritetsformer i landsbyerne begynder at vakle, fordi pludselig bliver hver kvadratmeter jord til forhandlingsmasse. Energiomstillingen, der engang var tænkt som et fælles projekt, føles på landet for mange som en stille ekspropriation af tilhørsforhold.

Hvordan landmænd kan generobre deres hjemstavn

Der findes gårde, som ikke bare lader sig drive med strømmen, men selv bliver aktører. Et eksempel fra Nordfrisland: Tre landmænd grundlagde for ti år siden et eget borgerenergiselskab. De udlejer ikke bare arealer, men er selv medejere af vindmøller. På gårdens kontor ligger ikke en tyk mappe med uigennemskuelige koncernkontrakter, men et overskueligt regelsæt, som blev udarbejdet i landsbyen. Forskellen er håndgribelig: I stedet for anonyme udbytte flyder der indtægter, som diskuteres på generalforsamlingen. Man mærker, hvor anderledes en vindmølle virker, når den ikke kun drejer fremmedkapital, men også landsbyens penge.

Trods sådanne eksempler falder det mange svært ikke bare at sige ja eller nej, men at udvikle egne modeller. En hyppig fejl: Kontrakter underskrives for hurtigt af frygt for at gå glip af muligheden. Nogle gange uden uafhængig rådgivning, nogle gange uden at tale med naboerne, som projektet direkte berører. Vi kender alle det øjeblik, hvor et tilbud ligger på bordet og føles som den sidste chance. For mange landmænd kommer presset for at betjene lån, sikre gården til næste generation, finde planlægningssikkerhed et eller andet sted oveni.

En landmand fra Bayern formulerede det sådan:

„Vindmøllerne selv er ikke problemet. Måden, de kommer til os på, ødelægger os. Når nogle pludselig tjener mange penge, og andre kun har skyggen på engen, går der noget tabt, som man ikke kan betale for.”

• Transparente landsbymøder – Åbne møder med kort, tal, alternativer, før nogen underskriver.
• Deltagelsesmodeller i stedet for ren forpagtning – for eksempel andelsselskaber eller lokale energiselskaber.
• Uafhængig rådgivning – Jurister, landbrugsøkonomer, men også mægling ved konflikter.
• Klare retningslinjer i byen – for eksempel: intet projekt uden deltagelse af de direkte berørte.
• Bevidst arealvalg – dårlig jord til energi, god jord forbliver landbrug.

Mellem tab og ny identitet på landet

Taler man længere med landmænd, mærker man, hvor dybt begrebet hjemstavn er forbundet med jord, duft, årstider. En mark er ikke bare et stykke land, men et lager af historier: det våde forår i 2003, sommeren hvor faderen døde, høsten der reddede alt. Når disse arealer bliver til energiparker, forsvinder ikke kun en økonomisk byggesten, men et personligt ankerpunkt. Lad os være ærlige: Det gør næsten ingen hver dag, tale højt om disse tab. De dukker snarere op om natten, når mælkerobotten stille summer, og man spørger sig selv, om sønnen virkelig stadig vil have denne gård.

Samtidig viser nogle regioner, at en ny form for landlig identitet kan opstå, når energiomstillingen ikke gestaltes mod, men sammen med landsbyerne. Der står vindmøller ikke som symboler på fremmed kapital, men som moderne vejkors for et fællesskab, der har besluttet: Vi gør det selv. Konflikterne forsvinder ikke, men de bliver til at forhandle om, fordi rollerne er klarere. Den, der skifter fra marken til energiproduktion, forbliver del af stedet, når vedkommende ikke kun deler penge, men også ansvar.

Det åbne spørgsmål forbliver, hvor mange landsbyer der stadig når denne kurve, mens projekteudviklere for længst scanner de næste arealer. I baggrunden kører politiske programmer, støtteordninger ændres, investorer beregner afkast over årtier. Mellem paragraferne og præsentationerne står den enkelte gård, som skal beslutte, om den gør sin jord til en forretningsmodel eller til fællesgode for en landsby. Måske ligger landmændenes tabte hjemstavn ikke kun i rotorerne og modulerne, men i måden vi taler om ejendom, fællesskab og fremtid på. Og i viljen til at beslutte langsommere, end markedet gerne vil have det.

FAQ:

• Spørgsmål 1Hvorfor profiterer investorer ofte mere af energiomstillingen end lokale landmænd?Store investorer har adgang til kapital, juridisk knowhow og projekteudviklere, der spreder risici og optimerer gevinster. Landmænd er oftest kun arealstillere og forhandler fra en svagere position, hvis de ikke benytter egne deltagelsesmodeller.
• Spørgsmål 2Hvordan kan landsbyer forhindre, at solcelleparker og vindmølleparker splitter dem?Tidlig transparens, fælles retningslinjer for arealanvendelse og deltagelse samt modererede landsbymøder hjælper med at synliggøre konflikter, før fronterne hærdner. Deltagelsesmodeller skaber mere accept end rene forpagtningsløsninger.
• Spørgsmål 3Findes der alternativer til fuld omdannelse af agerland til energiarealer?Ja, for eksempel agri-fotovoltaik, hvor landbrug og solstrøm kombineres, eller anvendelse af arealer med lav udbytte, konversionsjord og tagflader i stedet for værdifuld agerland.
• Spørgsmål 4Hvad kan enkelte landmænd konkret gøre for ikke at blive hægtet af?Lade sig rådgive tidligt, samarbejde med naboer og kommune, gå ind i borgerenergiselskaber eller være med til at starte dem, altid få kontrakter tjekket uafhængigt og gennemregne langsigtede konsekvenser for bedrift og familie.
• Spørgsmål 5Er energiomstillingen uundgåeligt et tab af hjemstavn for landdistrikterne?Ikke nødvendigvis. Den kan også blive del af en ny landlig identitet, hvis beslutninger træffes transparent, i fællesskab og med retfærdig deltagelse. Hvor dette mangler, dominerer følelsen af fremmedgørelse og tab.