Ny forskning afslører skjult årsag bag psykiske lidelser

Hjernen synes at følge langt flere fælles veje end tidligere antaget.

Det, der i årevis blev betragtet som separate lidelser, viser sig at være stærkt genetisk sammenvævet. Nye data om hjernens udvikling kaster et anderledes lys over diagnoser som autisme, ADHD og skizofreni.

Et fælles genetisk grundlag for otte forskellige forstyrrelser

Et omfattende forskerhold fra USA demonstrerer, at otte forskellige psykiatriske lidelser deler påfaldende meget genetisk materiale. Det drejer sig om:

• autismespektrumforstyrrelse
• ADHD
• skizofreni
• bipolar lidelse
• svær depressiv lidelse
• Gilles de la Tourettes syndrom
• obsessiv-kompulsiv tilstand (OCD)
• anorexia nervosa

Den nye undersøgelse bygger videre på et internationalt projekt fra 2019. Dengang identificerede forskerne 109 gener, som i varierende kombinationer bidrager til disse otte tilstande. Det aktuelle arbejde går et skridt videre: det zoomer ind på konkrete genetiske varianter inden for disse gener og undersøger, hvordan de opfører sig under hjernens udvikling.

De samme genetiske varianter viser sig at være aktive i forskellige faser af hjerneudviklingen og kan dermed næres flere forstyrrelser samtidigt.

Dette kan være med til at forklare, hvorfor eksempelvis autisme og ADHD så ofte optræder sammen, og hvorfor forskellige psykiatriske problemer hober sig op i samme familie.

Hvad betyder “pleiotropi” i psykiatrien?

Nøglebegrebet i denne undersøgelse er pleiotropi. En pleiotrop variant er en genetisk ændring, der bidrager til flere egenskaber eller tilstande på én gang. I stedet for et pænt én-til-én-forhold mellem et gen og en lidelse opstår der netværk af årsager.

Forskerne skelner mellem to grupper af varianter:

De pleiotrope varianter viste sig at være langt mere intensivt indlejret i proteinnetværk end de mere lidelsesspecifikke varianter. De påvirker forskellige typer hjerneceller og griber ind i processer, der løber gennem flere udviklingsfaser.

Pleiotrope gener opfører sig som knudepunkter i et travlt vejkryds: en lille forstyrrelse kan påvirke flere ruter samtidigt.

Fra DNA til udvikling af neuroner

Undersøgelsen fokuserer ikke kun på statistiske sammenhænge, men også på biologiske mekanismer. Holdet tog næsten 18.000 genetiske varianter fra de delte og unikke gener og introducerede dem i forløberceller til neuroner. Det er celler, som under den embryonale fase udvikler sig til nerveceller i hjernen.

Ved at følge, hvad disse varianter gør ved genaktiviteten i disse celler, kunne forskerne udpege 683 varianter, som rent faktisk ændrer genreguleringen. Derefter testede de disse varianter yderligere i neuroner fra udviklingsmusehjerner. Således opstår en direkte forbindelse mellem genetisk kode og konkrete processer i hjernen.

Resultatet: mange af de pleiotrope varianter forbliver aktive i lang tid og griber ind i reguleringsmekanismer, der påvirker flere stadier af hjerneudviklingen. Det gør dem til kraftfulde omskiftere, men også til sårbare punkter.

Hvorfor det komplicerer diagnosen

Inden for psykiatrien arbejdes der traditionelt med afgrænsede kategorier: autisme, ADHD, skizofreni og så videre. Set fra et genetisk perspektiv ser billedet mindre skarpt ud. Den samme variant kan bidrage til autisme hos én person og til depression hos en anden, afhængigt af miljøfaktorer, andre gener og timing i udviklingen.

Grænsen mellem diagnoser viser sig snarere at være en glidende skala end en hård mur, især på genetisk niveau.

Forskere har længe betragtet pleiotropi som en forhindring. Det gør det sværere at finde “genet for” en bestemt lidelse. Den nye tilgang vender den ræsonnement om: netop ved at se på de delte faktorer opstår der muligheder for behandlinger, som virker bredere.

Hen mod behandlinger, der rammer flere forstyrrelser samtidigt

Den internationale betydning af denne type indsigter er stor. Ifølge Verdenssundhedsorganisationen lever cirka én ud af otte personer med en psykiatrisk lidelse. Det svarer til næsten en milliard mennesker. Mange af dem kæmper med flere diagnoser samtidigt eller med symptomer, der ikke pænt passer i én kasse.

Hvis delte genetiske rødder forklarer en del af dette overlap, åbner det for nye strategier:

• terapier, der retter sig mod kernemekanismer i hjerneudviklingen i stedet for mod én diagnose
• medicin, der påvirker proteinnetværk, som er involveret i flere forstyrrelser
• tidlig opsporing hos børn med en stærk arvelig belastning for diverse tilstande

Forskerne understreger, at skridtet fra genetisk variant til konkret behandling stadig er stort. Men idéen om “fælles målområder” i hjernens biologi vinder stadigt større troværdighed.

Hvad betyder dette for patienter og familier?

For familier, hvor forskellige psykiatriske diagnoser forekommer, giver denne undersøgelse en genkendelig fortælling: der er ofte en delt sårbarhed på spil. Det kan hjælpe med at tænke mindre i retning af “fuldstændig forskellige problemer” og mere i retning af en fælles risiko, der udtrykker sig på forskellige måder.

For patienter kan et sådan genetisk perspektiv også føles tveægget. På den ene side opstår der større forståelse for, at symptomer ikke udspringer af “svaghed” eller “karakter”, men delvist af biologiske processer. På den anden side er der bekymringen for, at man for hurtigt hænger alt op på gener, mens miljø, traumer, social stress og livsstil fortsætter med at spille en stor rolle.

Genetisk sårbarhed sætter scenen, men omgivelserne bestemmer ofte, hvordan stykket spilles.

Bredere ramme: fra simple etiketter til netværkstænkning

Undersøgelsen passer ind i en bredere tendens inden for psykiatrien: væk fra simple etiketter, hen mod en netværkstilgang til symptomer og årsager. Ikke ét gen, ikke ét hjerneområde, men mønstre af interaktioner udgør udgangspunktet.

Den netværkstænkning ses også afspejlet i, hvordan symptomer hænger sammen. Angst, koncentrationsbesvær, tvangsforestillinger og spiseforstyrrelser løber ofte ind i hinanden. Denne kliniske virkelighed passer bedre til et genetisk landskab med delte varianter end til en strengt adskilt forstyrrelsesmodel.

For det danske sundhedsvæsen kan dette på længere sigt få konsekvenser for diagnosticering og behandling. Tænk på:

• større opmærksomhed på familiemønstre og multi-diagnostiske forløb
• forskning i interventioner, der ikke er lidelsesspecifikke, men som behandler symptomgrupper
• personaliserede tilgange, hvor genetisk information, når den anvendes ansvarligt, forfiner behandlingsplanen

Hvad læsere kan huske om gener og adfærd

Begrebet “genetisk variant” kan lyde abstrakt, men berører helt konkrete spørgsmål: hvorfor reagerer nogen ekstremt følsomt på stimuli? Hvorfor udvikler den ene teenager en psykose og den anden ikke, på trods af sammenlignelige omstændigheder? Gener giver ikke et endeligt manuskript, men påvirker bestemt, hvordan hjernen organiserer sig, hvordan signaler overføres, og hvordan stress forarbejdes.

Et nyttigt billede er det af et miksepanel. Gener skubber skydeknapperne i bestemte positioner, før nogen fødes. Pleiotrope varianter drejer flere knapper samtidigt. Livserfaringer, opdragelse, relationer, skole og arbejde skubber derefter videre. Den endelige blanding bestemmer, om nogen primært bliver sårbar over for opmærksomhedsproblemer, humørklager, psykotiske oplevelser eller spiseforstyrrelser – eller en kombination heraf.

For dem, der selv lever med en diagnose, kan det være oplysende at tale med en behandler om dette. Ikke for at skubbe alt over på DNA, men for bedre at forstå, hvorfor symptomer sommetider er så hårdnakkede, og hvorfor forskellige forstyrrelser kan forekomme i samme familie. Det perspektiv kan give plads til ud over psykoterapi og medicin også at se på stressreduktion, søvn, motion og social støtte, som alle har indflydelse på, hvordan genetisk sårbarhed udtrykker sig.