Rigmændene skal betale som milliardærer: Derfor river formueskatten alle fra hinanden

Foran caféen i Berlin-Prenzlauer Berg holder en Tesla parkeret ved siden af en klappret ladcykel.

Ved bordet til venstre snakker en startup-stifter om sin næste finansieringsrunde, mens en pædagog ved bordet til højre stille regner i hovedet, om hendes penge kan række til månedens udgang. På bordet ligger en avis med overskriften: “Har vi brug for en formueskat nu?” Ingen reagerer, men alle har kigget.

Den tavshed varer kun et par minutter. Så brister det ud af en. “Ærligt talt, de rige skal da bare betale som millionærer,” siger én, halvt i sjov, halvt i frustration. Blikkene ved nabobordet bliver hårdere.

Et emne, der før lød som paragraffer, føles pludseligt forbandet personligt.

Hvorfor formueskatten pludselig bryder frem overalt

Formueskatten har i årevis været lidt som skattepolitikkens gamle faxmaskine. Man vidste, den teoretisk set eksisterede, men i praksis interesserede den næsten ingen. De seneste måneder er stemningen vendt. I talkshows, på TikTok, i WhatsApp-grupper dukker den samme anklage op igen og igen: De virkelig rige slipper for nemt.

Samtidig stiger alt. Husleje, dagligvarer, strøm, børnepasningstilbud. Dem i midten føler sig som i en elevator, der er gået i stå et sted mellem to etager. Opad farer den lille gruppe, som kriserne ikke kan røre. Nedad styrter dem, der har uheld eller en dyr ulykke. I det trange rum virker formueskatten pludselig som en nødknap.

Politikere griber fat i det, nogle diskret, andre højlydt. Visse partier vil hente milliarder til skoler, klimaindsats og ældrepleje via en ny afgift på store formuer. Andre advarer om, at kapital vil flygte, og jobs kan gå tabt. Mellem dem står et samfund, som mærker, at noget har forskudt sig, men ikke helt kan formulere, hvordan retfærdigheden skal genoprettes.

Vi kender alle det øjeblik, hvor et abstrakt begreb pludselig bliver målestokken: Hvem er stadig “normal” – og hvem tilhører “dem deroppe”?

Frontlinjerne går for længst ikke kun efter partiskel. Også i familier, vennegrupper og virksomheder opstår diskussioner. Mens nogle kræver: “De rige skal betale som millionærer,” spørger andre nervøst: “Et øjeblik, hvornår er jeg pludselig rig?”

Hvem der egentlig menes, når der tales om “de rige”

Når formueskat diskuteres, tænker mange straks på yachter og privatfly. I den politiske virkelighed taler vi faktisk om mennesker med flere ejendomme, store aktiepakker, familievirksomheder. Alt efter koncept starter forslagene ved formuer fra en eller to millioner euro per person. Parcelhuset i udkanten ville altså oftest være udenfor.

I Tyskland ejer den rigeste procent af befolkningen omkring en tredjedel af den samlede formue, ifølge visse studier endda mere. Den nederste halvdel deler knap to til tre procent. Den saks er gået yderligere fra hinanden de seneste år. Hvem arver, starter med sikkerhedsnet. Hvem kun har sin løn, kæmper mod stigende priser og stagnerende realløn. Ud fra den erfaring virker kravet om formueskat for mange som en slags korrektionsknap.

Et typisk eksempel: En mellemstor bagervirksomhed, to filialer, tredive ansatte. På papiret en høj virksomhedsværdi og derfor hurtigt en “million”. I virkeligheden en chef, der afbetaler sine maskiner, kæmper med energiomkostninger og skubber hver lønforhøjelse rundt i Excel. Netop ved sådanne tilfælde antændes frygten for formuesskatter: Rammes her en formodet “rig,” som faktisk konstant balancerer på kanten?

Lad os være ærlige: Det gør næsten ingen hver dag – nemlig at regne ud, hvor forskelligt formue ser ud. Aktiepakker, ejendomme, erhvervsformue, kunst – alt samles i ét tal. Bag det tal står fuldstændig forskellige livsvirkeligehder. En arvet udlejningsejendom i München lader sig ikke bare sælge for at betale en skat. En international aktieportefølje derimod lettere. Det forklarer, hvorfor debatten så hurtigt bliver følelsesladet.

Modstandere af formueskatten argumenterer med, at netop disse “formuerige, men likviditetsfattige” tilfælde kan lide. Tilhængere svarer, man kan indbygge fribeløb, henstand og undtagelser for erhvervsformue. Begge sider har tal, udredninger, undersøgelser. Det, der mangler, er tillid til, at det i sidste ende virkelig kun rammer dem, der i krisen stadig køber et tredje hus, i stedet for at zucke ved ugekøbet. Mellem statistikken og følelsen af retfærdighed gaber et hul, som ikke lukkes med et regnetrick.

Hvordan en retfærdig formueskat kunne se ud – og hvor faldgruberne ligger

Hvem der ser nøgternt på det, lander ofte ved lignende hjørnesten. Høje fribeløb, så den brede middelklasse er ude. Skattepligt først fra formuer på tydeligt over en million per person, børn måske med yderligere fribeløb. En lav indgangssats, cirka 1 procent om året, stigende for meget store formuer i tocifrede millionområdet. Og klare undtagelser eller begunstigede regler for erhvervsformue, som dokumenterbart sikrer arbejdspladser.

Vigtigst ville især være gennemsigtighed. Mange skattekoncepter gemmer sig i jurajargon og bilag. Det, der kunne afspænde debatten, var enkle scenarier: Arvingen med to lejligheder, lægen med praksis og ETF-depot, iværksætteren med virksomhed, hal, maskiner, lån. For hver type gennemregne én gang, hvad en formueskat konkret ville betyde. Så der af diffus ubehag bliver et diskuterbart billede.

Den store snublesten ligger ved vurderingen og administrationen. Ejendomme skulle regelmæssigt vurderes, virksomhedsregnskaber dybt efterprøves. Det koster tid, penge, fagfolk. Netop i et land, der allerede i dag kæmper med grundskattereform, komplicerede blanketter og overbelastede skatteforvaltninger, lyder en ny, omfattende skat som et bureaukratisk uhyre.

Mange mennesker har desuden bekymringen om, at deres livsværk kan blive eksproprieret, hvis de på papiret virker “for rige”. Den frygt er sjældent logisk, men politisk magtfuld. Hvem i årtier har bygget en virksomhed op, reagerer følsomt, når den virksomhed pludselig bliver en “formuemasse,” som der fremover årligt skal betales tillæg af.

En skatteretlig ekspert beskriver det sådan:

“Formueskat er ikke bare et teknisk spørgsmål, den er et spejlbillede af, hvad et samfund holder for retfærdigt – og hvad det skylder dem, der har lidt.”

Hvem der vil nærme sig debatten, kan orientere sig efter tre simple tjekpunkter:

• Fra hvilken formuehøjde begynder for mig personligt den ægte luksuszone?
• Hvordan skal erhvervsformue behandles, så jobs ikke sættes på spil?
• Hvad præcist skal pengene bruges til, så det bliver mere end en symbolsk handling?

Hvorfor formueskatten afslører mere om vores menneskesyn end om penge

I sidste ende handler det ved alle paragraferne ikke kun om milliardbeløb. Det handler om følelsen af, om vi stadig sidder i samme båd, eller om nogle for længst er sejlet væk med yachten. Hvem der kræver, at de rige skal betale som millionærer, siger også dermed: “Jeg vil ikke konstant have følelsen af, at min indsats tæller mindre end arvet kapital.”

En formueskat kunne blive prøvestenen for, hvor alvorligt vi mener det med lige chancer og social balance. Den kunne signalere: Hvem der har meget, bærer også mere i kriser. Samtidig tvinger den os til præcist at sige, hvem vi betragter som “rig”. Er det dobbeltindkomst-parret med afbetalt rækkehus og godt ETF-depot? Arvingerne til ejendomsimperier? Grundlæggerne med milliardvurdering på papiret?

Det åbne spørgsmål forbliver: Rækker en ny skat til at helbrede en dybt såret retfærdighedsfølelse? Eller kræver det parallelt ægte reformer af uddannelse, lønninger, arv, husleje? Måske er det netop det skjulte kerne i vreden: Ikke at de rige eksisterer, men at social opstigning lykkes langt sjældnere end lovet. I de mellemrum afgøres, om formueskatten opleves som et nødvendigt skridt – eller som endnu en revne i et land, der i forvejen knager ved mange søm.

FAQ:

• Spørgsmål 1Hvad er forskellen mellem formueskat og rigskat? Formueskatten vedrører den akkumulerede formue (ejendomme, værdipapirer, virksomhedsandele), mens den såkaldte rigskat kun er en folkelig betegnelse for en højere skattesats på meget høje indkomster. En person kan have høj indkomst, men lille formue – eller omvendt.
• Spørgsmål 2Ville min selvejede bolig automatisk blive beskattet? Efter de fleste politiske forslag ikke. Der planlægges høje fribeløb, som normalt dækker en almindelig ejerbolig. Relevant ville snarere være store ejendomsporteføljer eller flere højt vurderede objekter i topområder.
• Spørgsmål 3Rammer en formueskat også små og mellemstore virksomheder? Det kan den, hvis virksomhedsværdien er høj, og fribeløbene overskrides. Mange koncepter indeholder dog særregler eller fritagelser for erhvervsformue, når der dokumenterbart hænger arbejdspladser på, og skatten ville true virksomhedens eksistens.
• Spørgsmål 4Giver formueskatten overhovedet nævneværdige indtægter? Skøn går – alt efter model – på encifrede til lave tocifrede milliardbeløb om året. Afgørende er fribeløb, skattesatser og undtagelsesregler. Ingen løser dermed alle statens budgetproblemer, men den kan være en relevant byggesten.
• Spørgsmål 5Er der risiko for, at formueejere emigrerer? Risikoen findes, især ved meget mobile topformuer. Hvor stor den ville være i praksis, afhænger af, hvor høj skatten bliver, hvordan den afstemmes internationalt, og hvor attraktivt Tyskland forbliver generelt – eksempelvis ved infrastruktur, uddannelse, retssikkerhed.